Psoriasisgigt
Gigtbetændelse af senetilhæftninger (især akillessenen ved hælen) og sener i fingre og tæer (såkaldte ”pølsefingre/-tæer”) kan ligeledes ses.
Psoriasisgigt hører til gruppen af kroniske gigtsygdomme, som man kalder spondylartropatier.
Få informationerne om psoriasisgigt som folder (pdf)
Psoriasis er en hyppig hudsygdom, som rammer 1-3 procent af befolkningen. Nyere undersøgelser tyder på, at op mod 20-40 procent af mennesker med almindelig psoriasis udvikler psoriasisgigt.
Psoriasispatienter kan også rammes af andre hyppigt forekommende typer gigt, herunder slidgigt og leddegigt.
Psoriasisgigt forekommer i alle aldre og lige hyppigt hos begge køn.
Oftest optræder psoriasisgigt i 30-50 års alderen.
Psoriasisgigt kan i enkelte tilfælde starte, før hudsymptomerne er til stede, og sygdommen optræder i følgende former:
- Gigtbetændelse i led på arme og ben. Hyppigt er finger- og tåled angrebet – inklusive de yderste led på fingre og tæer. Oftest er kun enkelte (2-3) led ramt
- Gigtbetændelse, som ligner leddegigt i ledudbredning, men uden forekomst af reumafaktor og sjældent med knogledestruktion i leddene
- En sjælden form, hvor et varierende antal led er angrebet, og ledskade opstår (arthritis mutilans)
- Gigtbetændelse i leddene i den nederste del af lænderyggen mellem korsbenet og bækkenet (sacroiliacaleddene, ofte kun i ét af leddene) og i hvirvelsøjlen
- Betændelse i fingrenes og tæernes seneskeder ("pølsefingre og -tæer"), hælsmerter, negleforandringer, som kan minde om fingerbøl-prikker, og i sjældne tilfælde regnbuehindebetændelse i øjnene
Mange patienter med psoriasisgigt klarer sig godt uden væsentlige gener.
Beslægtede gigtsygdomme
Psoriasisgigt tilhører en gruppe gigtsygdomme, som har fælles kendetegn. Eksempler på andre sygdomme inden for denne gruppe er morbus Bechterew (spondylarthritis ankylopoietica) og gigt i forbindelse med de kroniske tarmsygdomme colitis ulcerosa og morbus Crohn.
Fælles for gigt ved disse sygdomme er:
- Hyppig forekomst af gigtbetændelse i leddene mellem korsbenet og bækkenet (sacroiliacaleddene)
- Hyppig forekomst af ledbetændelse på arme og ben, oftest kun få led og sjældent med leddestruktion
- Hyppig forekomst af gigtbetændelse ved senernes tilhæftning til knogle (entesopati)
- Reumafaktor forekommer ikke
- Gigtknuder forekommer ikke
- Vævstypen HLA-B27 forekommer hyppigere end hos raske
- Øget forekomst af sygdommene hos familiemedlemmer
Øget risiko for hjerte-kar-sygdom
Udover de nævnte symptomer medfører psoriasisgigt også en forøget risiko for at få en hjerte-kar-sygdom. Yngre mennesker med svær påvirkning af huden er i størst risiko.
Derfor bør der være fokus på at forebygge hjerte-kar-sygdom hos patienter med psoriasisgigt.
Der er i denne forbindelse fornyelig kommet nye anbefalinger for forebyggelse af hjerte-kar-sygdom hos psoriasispatienter. De kan blandt andet have behov for kolesterol- og blodtryksænkende medicin tidligere end hidtil anbefalet.
Den medicinske behandling af psoriasisgigt fastlægges efter individuel vurdering og omfatter de samme lægemidler som ved psoriasis:
- NSAID
- Binyrebarkhormon (til injektion i led eller som tabletter)
- Sulfasalazin
- Methotrexat
Nyere undersøgelser viser, at psoriasisgigt, hvis disse midler er utilstrækkelige, kan lindres ved behandling med biologiske lægemidler af typen TNF-alfahæmmere (Humira, Enbrel, Remicade).
Du kan få detaljerede oplysninger om midlerne ved at søge på www.sundhed.dk og www.medicin.dk






