Meld dig ind her
Få del i medlemsfordelene - meld dig ind allerede fra i dag.
Der er fart på 30-årige Jeanette Lagoni, som både er selvstændig med sin egen butik, har kastet sig ud i boligprojekter – og søgt kærligheden i tv-programmet ‘Gift ved første blik.’ Men når hendes gigtsygdom er aktiv, forandres hendes hverdag med ét. I dag er hun stadig gift med Michael og oplever, hvor meget det betyder at have en partner, som støtter hende.
Jeanette Lagoni vågnede med et sæt. Det var en tidlig efterårsmorgen, og smerterne strømmede fra hendes ene fod. Hun prøvede at rejse sig, men det føltes, som om hun trådte direkte ned på knoglen.
"Så Michael bar mig simpelthen ud på toilettet. Senere hentede han krykker, lavede varmeposer af hørfrø og arbejdede hjemme i dagene efter for at hjælpe mig med at komme i tøjet og få mad," fortæller hun.
Mange genkender nok Jeanette fra DR1's seneste sæson af programmet Gift ved første blik. Her præsenteres hun som en yderst aktiv kvinde, men der hersker også en anden virkelighed – nemlig at hun de seneste 12 år har haft den inflammatoriske gigtsygdom reaktiv artritis.
"De fleste opdager slet ikke, at jeg har gigt, medmindre jeg nævner det; men den morgen... Jeg kunne reelt ingenting, og derfor var det en enorm lettelse, at Michael var ved min side," siger hun.
Og for Jeanette er det guld værd at have en mand, som rent faktisk interesserer sig for hendes sygdom.
"I tidligere forhold har jeg følt mig meget alene med gigten og følt, at jeg skulle smile, selv om jeg havde rigtigt ondt."
Siden er hun blevet ældre og mere sikker på sig selv og bevidst om, at hvis man vil hende, skal man også ville hendes gigtsygdom.
"Jeg er blevet bedre til at gennemskue folk, og om de faktisk respekterer min sygdom – eller bare synes, det er en irriterende begrænsning. Og Michael er simpelthen den bedste."
Som det eneste af de fem par i programmets seneste sæson er Jeanette og Michael stadig gift. Og Jeanette tror, at tv-programmets præmisser bragte dem meget tættere på rekordtid.
"Vi blev tvunget til at tage dybe snakke og tage hul på emner, mange ellers først taler om, når de har datet i månedsvis."
En af de første snakke, Jeanette tog hul på efter brylluppet, var, at hun har en kronisk sygdom.
"Michael tog det rigtigt godt, stillede spørgsmål og spurgte, hvordan han kunne hjælpe. Og så opfangede han hurtigt, hvad der 'trigger' min gigt og hjælper, hvis jeg bærer noget tungt. Så selv om jeg generelt ikke lader sygdommen fylde i det daglige, er det skønt at have fået et menneske i mit liv, som bare tager hensyn helt naturligt," siger hun.
Samtidig er hun også bevidst om altid at fortælle, når gigten er særligt slem.
"Jeg kan jo ikke forvente, at han har en forståelse, hvis han ikke ved, jeg har ondt."
Men hvordan er det egentlig at få at vide, at den kvinde, man lige har giftet sig med, har en kronisk sygdom?
"Min allerførste tanke var, hvordan og hvor meget det påvirkede hendes tilværelse, og hvilke konsekvenser det ville få for vores liv sammen. Om sygdommen bliver værre, og hvad det så vil betyde," fortæller Michael Ewald Hansen i bilen på vej til Strøby Egede, hvor han er flyttet ind hos Jeanette.
"Faktisk fylder det ikke særlig meget i hverdagen – det er bare nogle små ting og hensyn hist og her, jeg lige skal huske."
Mest af alt hjælper det ham at tale med Jeanette om sygdommen. For kommunikation er alfa og omega, slår Michael fast.
"Fordi Jeanette er så god til at sige, hvordan hun har det, hjælper det mig med at forstå. For jeg kan jo kun forholde mig til dét, jeg ved."
Jeanette vil gerne være åben om sygdommen og dele, at man godt kan få et godt arbejdsliv og forfølge sine drømme, selvom man har gigt.
"Det ville jeg da ønske, at andre havde fortalt mig da, jeg fik gigt, for jeg følte mig meget alene," siger hun.
Med årene har hun lært at forstå sin sygdom og har fundet ud af, at 8-10 søvn hjælper gevaldigt. At opvaskemaskinen ikke nødvendigvis skal tømmes med det samme, og at støvsugningen gerne må udskydes til i morgen. Eller overmorgen.
"Jeg har altid haft gang i mange ting, men er blevet bedre til at lytte til min krop og tage én dag ad gangen. Og nu har jeg så også lært at lukke et andet menneske ind – og lade ham være mine arme og ben, når mine egne ikke kan.
Du kan læse hele artiklen i det nyeste nummer af Gigtforeningens medlemsmagasin LedSager.
